Hvad giver ‘bred’ + ‘smal’?

Dansk litteratur har sat sig på to vidt forskellige stole. Men måske er tomrummet imellem de stereotype genrer der, hvor den mest interessante litteratur opstår.

Af Mathilde Walter Clark
Bragt som kronik i Politiken d. 13. april 2012

Copyright © Politiken og Mathilde Walter Clark 2012. Brug af papirkopier/prints til undervisningsbrug på uddannelsesinstitutioner eller i erhvervsmæssig sammenhæng er kun tilladt efter aftale med Copydan Tekst & Node og inden for aftalens rammer.

Sidste år i ugen op til Bogmessen, erklærede en boghandler i en Facebook-opdatering, at hun ville bruge dagen på at frontvende de smalle bøger på en hylde, hvor kunderne havde frit udsyn til dem. Det affødte en lang række opbakkende meldinger blandt de besøgende på hendes profil. ‘Respekt - bare der var flere af din slags derude’. Masser af ‘likes’. Alle vidste tilsyneladende hvilke bøger, boghandleren mente. Undtagen mig. Så jeg skrev og spurgte: ‘Hvad er smal litteratur?’

Mig bekendt opererer man ikke med ‘smal’ og ‘bred’ nogen andre steder i verden. Jeg har fx aldrig læst en amerikansk anmeldelse af en bog, hvori ordet ‘wide’ er blevet brugt, og jeg har heller aldrig hørt en englænder eller en inder eller en sydafrikaner bruge ordet ‘narrow’ til at beskrive en bog, de lige havde læst. Men herhjemme hører man ‘smal’ og ‘bred’ blive brugt i flæng af litteraturens fodfolk, ikke bare af boghandlere, men også af seriøse anmeldere og forfatterne selv. Og ikke bare indenfor litteraturen. Overalt bruges ‘bred’ og ‘smal’ til at tale om kunst og kultur med en selvfølgelighed som var det indlysende, hvad der tales om.
Men hvad skal vi bruge den oplysning til, at givent værk er ‘bredt’ eller ‘smalt’? Hvad betyder det? Hvad siger det om værket? Hver gang jeg har mulighed for det, spørger jeg, og hver gang får jeg et forskelligt svar.

Boghandleren med de frontvendte bøger foreslog først, at ‘smal’ litteratur var litteratur, der handlede om fluefiskeri eller servietfoldning. Derefter tilføjede hun, at det havde noget med ‘navnene/forfatterne’ at gøre, altså at værker af kendte forfattere var ‘brede’, værker af ukendte var ‘smalle’. Jussi Adler-Olsen, skrev hun, er ‘bred’.

Jeg fortalte boghandleren om dengang jeg første gang mødte Jussi Adler-Olsen. Jeg måtte dengang spørge ham, hvad han skrev. Jeg havde aldrig hørt om ham. Det var der heller ikke mange andre danskere, der havde. Det var i 2005, kun få bandt på det tidspunkt an med krimier herhjemme, Jussi Adler-Olsen fortalte, at han skrev thrillers. På et nordjysk bibliotek kom der 13 mennesker for at høre ham læse op, nogenlunde det samme antal mennesker, som dukker op til en digtoplæsning. Jeg spurgte på boghandlerens Facebook-profil, om Jussi Adler-Olsen så også skulle have haft en hjælpende hånd med at frontvende ‘Alfabethuset’ og ‘Firmaknuseren’ dengang? Om han var en ‘smal’ forfatter, der siden gik hen og blev ‘bred’? Det svarede hun ikke på.

Det giver af indlysende grunde ingen mening, hvis ‘bred’ og ‘smal’ går på forfatteren. Så kan man lige så godt operere med værker skrevet af folk med og uden sideskilning. Begreberne må sige noget om værket ellers kan vi ikke bruge dem til noget.
Nogle bruger ‘bred’ og ‘smal’, som en slags genrebetegnelser. Som der var én, der syntes at foreslå på boghandlerens Facebook-profil, er ‘bredt’ = krimi og ‘smalt’ = lyrik. Hm. Er Benny Andersen da ‘smal’, tænker jeg så. Og hvad med den ret store mængde litteratur, som hverken er krimi eller lyrik?

Eller det har noget med salgstal at gøre. Bøger der sælger godt er ‘brede’, ‘smalle’ bøger sælger ikke, Bestsellers & Badsellers.

Men hvis begreberne skal oversættes til salgstal, forklarer det ikke, hvad dagbladskritikken mener, når de ind imellem bruger begreberne i anmeldelser af nye danske bøger. For hvordan udtale sig om salgstal, når en bog dårligt nok er udkommet? Eller kan det tænkes, at man på forhånd kan sige noget om, hvorvidt et givet værk vil komme til at sælge eller ej? Hvis det var tilfældet, tror jeg, at flere forlæggere, sådan i al almindelighed, ville se gladere ud.

Og der kan jo også ske det, at en skidt sælgende bog overrasker efter der er gået nogen tid. Sommetider overraskende lang tid. For eksempel var der ingen i Herman Melvilles samtid, der kunne lide Moby-Dick, men halvtreds år efter skyllede tidevandet hvalen op og bestemte den som et uomgængeligt mesterværk. Der overgik Moby-Dick det største der kan ske for en bog, den blev til en klassiker, eller dét som den engelske sociologiprofessor, John B. Thompson, i sin Merchants of Culture kalder en ‘Big Book’. En bog der er ikke har nogen udløbsdato og derfor er skæbnesat til at sælge på ubestemt tid. Enhver forlæggers våde drøm.

Eller ‘bred’ og ‘smal’ sigter helt plat til bøgernes omfang. ‘Smalle’ bøger er simpelthen = tynde bøger, ‘brede’ = tykke. ‘Tynd’ og ‘tyk’ skal så igen antyde noget om værkets litterære kvalitet. Det er underforstået, at det ‘brede’ er bredt på det ‘smalles’ bekostning. Det ‘smalle’ er truet af det ‘brede’, det ‘brede’ tramper platfodet derudaf, det ‘smalle’ er sart, må beskyttes, frontvendes. I ‘smal’’/bred’-dikotomien gemmer sig en forestilling om, at tynde bøger er mere umage, mere velovervejede, sirlige, sprogligt fokuserede, hvormod tykke bøger er sprogligt uinteressante bøger, hvor forfatteren har siddet og pølset uopmærksomt derudaf på tastaturet, gadagung, gadagung, og derfor også af ringere litterær værdi. Hvis forfatteren ellers havde keret sig om det kunstneriske, ville han eller hun vel have forstået at beherske sig. ‘Det er blevet så let med Word’. Pumpernikel vs. Wonderbread.
Og dermed også en anden måde at sige noget om værkets litterære strategier uden at sige noget om dem. De ‘smalle’ værker benytter sig, må igen underforstås, af minimalistiske strategier, det ‘brede’ er så ‘det andet’. Som der var én, der direkte skrev på boghandlerens Facebook-profil: ‘Smal litteratur er: tynde bøger - i regelen korte sætninger og med dobbelt linjeafstand til samme pris som en roman!’ Den type bøger er der en del af i disse år. Og selvom de går for at være ‘smalle’ sælger nogle af dem godt, så godt faktisk, at de ligger og breder sig på bestsellerlisterne sammen med krimierne og bliver tildelt De Gyldne Laurbær, boghandlernes hæder til en storsællert. Som nu Helle Helles Dette burde skrives i nutid.

Hvis ‘bred’ og ‘smal’ virkelig skal forestille at sige noget brugbart om værkets æstetiske strategi bliver det for alvor besværligt. For hvad skal vi stille op med tykke, eksperimenterende bøger, bøger hvor der ikke kun leges med sproget, men også med genrer og fortælleformer, bøger der myldrer med historier? Hvad skal vi stille op med de bøger der både er optaget af sprog og handling? Hvad giver ‘bred’ + ‘smal’?

To gange i mit liv har jeg fået det dette uopfordrede råd af mandlige forfattere, der har haft den store glæde, at sælge mange bøger: Mathilde, hvis du nu tog og skrev dine bøger lidt anderledes, kunne du sælge mange flere af dem. Ved begge lejligheder spurgte jeg dem: Skriver I da ‘lidt anderledes’? Oversætter I det, I vil skrive? Begge svarede ja. De oversate det, de ville skrive med henblik på at få mange læsere.
For nylig fik Helle Helle dette spørgsmål i et interview: ‘Du er kendt som en smal forfatter, men efterhånden rammer du bredt. Er det dig eller læserne, som har flyttet sig?’ Hun svarede klogt, at hun aldrig er stødt på en forfatter, som ikke gerne vil læses af mange. Men hun tilføjede også, man (altså hun) ikke kan skrive bøger med det udgangspunkt. Og det er netop sådan kunstnerisk ambitiøse forfattere arbejder. Uanset om de bøger, de skriver, ender med at få stemplet ‘bred’ eller ‘smal’ henover ryggen.

I den angelskaksiske tradition opererer man med om literary og commercial fiction, altså litterær og kommerciel fiktion. De kan ikke oversættes til ‘smal’ og ‘bred’, begreberne går på tværs. Man kan fx godt tale om en litterær fiktion, som også sælger. Det gør den ikke mere suspekt, gør den ikke ‘bred’, (og man ville derfor heller aldrig i angelsaksisk kontekst støde på et spørgsmål som det, Helle Helle blev stillet i interviewet). De angelsaksiske begreber forholder sig netop til dét, Helle Helle og de to mandlige forfattere taler om. Henvendtheden, hensynet, om det udgangspunkt, der skrives fra.

Den litterære fiktion kommer til verden indefra og ud. Der ligger et hensyn til, hvad værket selv ‘vil’, en logik, der kan være meget svær at gøre rede for. Det er en samtale igang, en henvendthed, der har med traditionen at gøre, med kunsten og med den transcendens, den kan tilbyde. Den kommercielle fiktion har på sin side en forestilling om (mange) læsere. Den retter et ord, skriver ‘lidt anderledes’, fordi den ikke vil risikere at hægte nogen af. De er to forskellige slags hensyn.

Måske kan den franske litteraturkritiker Roland Barthes’ ‘læselige’ og ‘skrivelige’ tekster være med til at kaste lys over, hvordan den litterære og den kommercielle tilgang arter sig på skrift. De læselige tekster er så vidt muligt ‘usynlige’. Dét, at der overhovedet er tale om en tekst, som nogen har siddet og skrevet, skal helst træde i baggrunden, fordi denne tanke simpelthen er forstyrrende for fremdriften. Læselige tekster er ‘godt skrevet’ på samme måde som en god avisartikel er ‘godt skrevet’. Skrivelige tekster er derimod tydelige som skrift, de ligger tættere på den skrivende bevidsthed end den læsende. I Danmark er dette gået hen og blevet ensbetydende med, at denne type skrift ikke samtidig have et episk forløb, en handling, uden at risikere ikke at blive taget alvorligt som ‘skrift’. Så bliver det ‘bredt’. Og det ‘brede’ hører til i bunken for kioskbaskere.

Den eneste konsekvens, jeg har opdaget i brugen af begreberne ‘smal’ og ‘bred’ handler om præferencer. Noget så dumt som bøger, man kan lide, og bøger man ikke kan lide. Er det nogen fra det litterære kredsløb der taler, skal ‘smalt’ i regelen forstås som ‘godt’, ‘bredt’ som dårligt. Og der kan være andre, for hvem ‘smalt’ er ensbetydende med noget, der er hovskisnovski eller elitært. Noget med at løbe nøgen henover en scene og råbe ‘plim’. ‘Bredt’ og ‘smalt’ siger altså mere om den, der taler, end det, der tales om. Boghandleren kunne med andre ord ligeså godt have skrevet: ‘Idag vil jeg frontvende de bøger, jeg godt kan lide.’

‘Bred’ og ‘smal’ skaber distance, ideologiseringer. For eller imod. ‘Bred’ gemmer på en kvalitetsmæssig nedvurdering, men også i ‘det smalle’ findes en nedvurdering sted, nemlig af værkets salgsmæssige potentiale. Det betyder noget for de bøger, forlagene satser på, ja, for om de overhovedet har lyst til at udgive dem. Jeg kender forfattere, som har fået afvist manuskripter fra forlag med den begrundelse, at det ‘på én gang var for smalt og for bredt’.

I udlandet er det netop en kombination af litterær kvalitet og salgspotentiale, altså kombinationen af ‘smal’ og ‘bred’, som man er på udkig efter. Det er man udfra en erkendelse af, at sommetider sælger kunst. Og når kunst sælger, har den det med at gøre det i meget lang tid. Deraf ‘Big Book’. Det er en interessant kategori ikke bare for forlæggerne, men også for de potentielle læsere. Og set fra en dansk synsvinkel: Muligheden for en international litteratur.

I Politiken kunne man for nylig læse, at brittiske forlæggere ligefrem efterlyser skandinavisk litteratur. Og hermed menes der overraskende nok ikke krimier. Christopher MacLehose den britiske forlægger bag Stieg Larssons trilogi, tror ligefrem ikke, at der er flere kvalitetskrimier at hente i skandinavien. Bølgen har toppet nu. Nu leder de efter en Big Book.

Den litteratur, som måske har de bedste forudsætninger for at nå ud i verden er samtidig dén, der havner mellem vores umulige danske begrebsstole. Kombinationen af sprog og handling. Vi kaster den som et varmt æg mellem hænderne. Hvor ville man gøre af en dansk Jonathan Safran Foer, en dansk Zadie Smith, Salman Rushdie, Toni Morrison, Michael Chabon? Ville en dansk Jonathan Frantzen eksempelvis få den modtagelse, som han har fået i USA? Jeg tvivler. Hans seneste bog, Frihed besidder alle de ‘brede’ træk. Den er jo tyk. Der er handling i den. Han bruger alvidende fortæller. Og bogen sælger.

Er de først blevet kanoniseret i udlandet, tiljubler vi dem og læser dem med stor iver. Men danske værker fra samme skuffe behandler vi anderledes. Et eksempel er Kim Blæsbjergs Pyramiden, der faldt igennem receptionsfilteret og endte med aldrig at sælge. Og den blev heller ikke samlet op af det ‘andet’ kredsløb, kredsløbet for ‘det smalle’; dét kredsløb, der handler om priser, anerkendelse og legater. Fornemmelsen af ‘bred’ og ‘smal’ er klæbende tilstede, og det har betydning for, hvordan værkerne modtages i det litterære miljø. Den type litteratur, som i udlandet både fejres og sælges, risikerer altså herhjemme at få kniven og glemslen. Måske er det én af grundene til, at der næsten ikke skrives ambitiøs litterær fiktion af denne type på dansk.

Boghandleren endte iøvrigt med at konkludere: ‘jeg er lige ved at tro, at der ikke findes smal litteratur.’ Samme konklusion kunne jeg godt håbe, at det litterære kredsløb kom til. Det ville være godt for litteraturen. Man må gå ud fra at litteraturfolk - forlæggere, forfattere, anmeldere og omegn - helst vil tale om god litteratur uanset dens tykkelse, omfang, og salgstal. Så lad os lægge ‘bred’ og ‘smal’ på hylden og tale om litteraturen i stedet.