Båltale med endnu flere års forsinkelse

Af Mathilde Walter Clark
Bragt som kronik i Politiken d. 23. juni 2013

Copyright © Politiken og Mathilde Walter Clark 2013. Brug af papirkopier/prints til undervisningsbrug på uddannelsesinstitutioner og brug i erhvervsmæssig sammenhæng er kun tilladt efter aftale med Copydan Tekst & Node og inden for aftalens rammer.

Karen Blixen var af kvindesagskvinden Estrid Hein blevet bedt om at skrive en båltale ved en stor international kvindekongres, men endte med - med fjorten års forsinkelse - at skrive om forskellen på kønnene. Som hun siger, har hun aldrig beskæftiget sig med kvindesagen "af egen drift". Hun ved ikke noget om det. Politikens kronikredaktør spørger nu mig, om jeg vil skrive et slags svar på Blixens båltale. En diskusion om kønsroller dengang og i dag. Min første reaktion minder om Blixens: Jeg ved heller ikke noget om det. Og dertil en indbygget modvilje mod at identificere mig med store grupper, at tale på manges vegne. Hvordan slå en lasso om 'kvinder' og om 'mænd'? Men jeg er lige kommet hjem fra et ophold i USA, som satte en række tanker igang, tanker der alle handler om tilhørsforhold. Tilhørsforhold til sted, til køn, til nationalitet, til hvad som helst, egentlig. Det er tanker, der ikke nødvendigvis hænger sammen, og som ikke har en kronologi, men som ligger og blinker ved siden af hinanden. En mosaik uden nogen hård konklusion, en række oplevelser, nogle erfaringer. Jeg skriver til kronikredaktøren, at det i givet fald nok kommer til at blive mere personligt og mindre samfundsagtigt. Måske mere handle om det at være fri i sit 'jeg', fri fra gruppe-identitet som nu fx dét at have et bestemt køn. At være fri til at vælge sit perspektiv.

I båltalen forestiller Karen Blixen sig tilværelsen på Fanø i en ubestemmelig fortid. Mændene, der rejste på verdenshavene, kvinderne, som sad og spandt i deres lave stuer og kun lagde et halvt øre til, når deres mænd kom hjem og fortalte historier om skibbrud, menneskeædere, søslanger. Der var også sket ét og andet derhjemme: Præstens ko havde fået to kalve.
*
Manden finder sin værdi i dét, han udretter i verden, siger hun. Han skaber et værk udenfor sig selv, og når det er færdigt, forlader han det. Altid videre til det næste. Kvindens virke består i at udvide sit eget væsen. Hun skriver, at "omkring hendes sæde, danner sig et hjem, en kreds, en lykkelig verden". Manden er i bevægelse, kvinden er sit eget sted. Der kan være noget om denne snak, men det er ikke i alt, jeg ligger på linje med Blixen. Der er mænd og der er kvinder. De er forskellige, og det er vigtigt. Der er biologi - og historie og kultur. Og så er der erfaringer. Jeg kan ikke stå og tisse i vejkanten, men jeg ved noget om det at være i bevægelse. Jeg kender mere til skibbrud, menneskeædere og søslanger end til præstens ko.

To bøger står for mig som bror og søster: Mørkets hjerte af Joseph Conrad og Langt over havet af Jean Rhys. Erfaringerne er de samme, men den ene er den andens vrang. Man kan sige: En mandlig og en kvindelig variant. De handler begge om kolonianisme, om galskab, erobring, indespærring. Sort og hvid. Rædslen i mødet med 'det andet'. At tæmme og tæmmes. Manden rejser op ad Congofloden, trænger ind, erobrer, fristes af galskaben, mister sig selv. Manden er i bevægelse. Kreolkvinden på Jamaica er hvid udenpå, men sort indeni, vild, men ikke fri. Stilstand, indespærring, en kvælende fornemmelse af ikke at kunne slippe væk. Kvinden er bundet til stedet af omstændighederne, af sin skæbne, og af manden, ikke mindst, manden som ønsker at tæmme hende.

En særlig betragtning hos Blixen angår kunstnere. Hvis hun var en mand, siger hun, og forelskede sig i en kvinde, som viste sig at være forfatter, ville hendes følelser øjblikkeligt køle af. Men hun siger ikke noget om hvorfor.

Mørkets hjerte er skrevet af en mand, Langt over havet af en kvinde, men kunne det have været omvendt? Måske er det det, Blixen mener, når hun forestiller sig den afkølede følelse. For der er noget komisk i den idé, at erfaringer med at trænge ind i et hemmeligt mørke, at erobre, ønsket om at tæmme og besidde skulle kræve en bestemt biologi. At det skulle være så dumt, så korporligt, så bogstaveligt og fantasiløst. Mandlige og kvindelige erfaringer, som de fremtræder i deres urdyb, kan vel gøres af både mænd og kvinder.

I foråret sad jeg og skrev i et hus nord for New York med en gruppe forfattere fra hele verden. Om dagen var vi fordybet i arbejdet i hver vores værelse, og om aftenen mødtes vi og spiste sammen. En aften kørte vi til Troy for at høre Marilynne Robinson tale. Hun læste op fra sin første bog, Housekeeping. Det handlede om skoven, søen og lyset. To søstre stjæler en robåd. En mand vinker til dem fra breden. Det hensatte os alle i en flydende, meditativ stemning. Bagefter var der spørgsmål fra salen. Hun talte om det sted, hun er vokset op, en lille by i Idaho, og jeg fik fornemmelsen af, at alt, hvad hun skriver, alt, hvad der er forfatteren Marilynne Robinson, kommer fra det sted.

Jeg ved ikke noget om at have et sted. Verden flyttede sig fra det øjeblik jeg blev født. En måned gammel var jeg med min mor på et fly på vej til USA, over til min far i St. Louis. Vi flyttede tilbage til Danmark da jeg var knapt et år. Boede så det første års tid hos min mormor og morfar. Derfra videre, og videre, og videre. Jeg kommer simpelthen ikke fra noget bestemt sted, kan ikke sige: 'Jeg er fra X'.

Det tætteste jeg kommer er vel Allerød, det sted, jeg boede længst. Men det var ikke mit første sted, det var mit femte. Der hang allerede en melankoli, et skær af uvirkelighed over det. Jeg vidste, at der fandtes andre steder, at steder var noget man kom til og derfor - i sagens natur - skulle fra igen. Min mor og jeg flyttede ind i et hus hos en mand. Før mig havde der boet to små piger i huset. Jeg fik den ene af pigernes værelse, de to andre skulle dele den andens. Nu var det så mit hjem, og pigerne kom hver anden weekend. Hvis jeg blev syg og lå derinde på værelset, kom manden i huset, pigernes far, ind og sagde goddag efter arbejde. Han stod i døråbningen, kroppen blev ude i gangen, kun hovedet stak ind på værelset. Så nikkede han. Goddag. Formelt, som om der var tale om en forretningsforbindelse. Jeg forstod det først langt senere. Det var jo den forkerte pige, der lå i værelset. Vi boede der i fire år. Så var vi videre.

Jeg talte om Marilynne Robinsons oplæsning med én af de andre forfattere, hvis geografi heller ikke ligefrem er præget af stabilitet. Hun kommer oprindeligt fra Indien, men flyttede som 14-årig til London og siden New York. Jeg sagde, at der var noget i Marilynne Robinsons selvfølgelige måde at forholde sig til stedet, som på én gang tiltrak og mystificerede mig. Det syntes at give en sikkerhed og ro, der påvirkede hendes skrift. Jeg sagde, at det havde vakt en længsel efter noget for mig ubestemt, noget jeg vidste, jeg aldrig kunne få. Noget med præstens ko. Hun var enig, hun havde samme længsel, sagde hun, og samme tanker om, hvad det gjorde for skriften.

Ud over de skiftende byer var der min amerikanske far, den halvdel af mig som er USA. Somrene jeg tilbragte derovre med mine tre små søstre og min bror. Kulturforskellen var stor, ikke bare mellem det forgrovede og uretfærdige Amerika, og Danmarks til tider amputerende forkærlighed for det homogene, men også mellem opvæksten hos min mor, som det meste af tiden var enlig og måtte klare sig for en sekretærløn, men som var den slags mor, der lagde nattøjet på varmeapparatet, mens jeg var i bad - og så det enorme, kaotiske og nogle gange kvalmende hus med mine larmende, amerikanske halvsøskende og min fars mildt sagt usædvanlige, hollandske kone.

For immigrant-forfatteren i New York gør noget andet sig gældende end hos mig: Som inder i vesten er hendes 'andethed' synlig. Hun bærer 'det tabte sted' udenpå, som et skilt, der siger: Jeg hører ikke til her. Min erfaring er anderledes. Min 'dislocation' er et udgangspunkt, ikke et tab. Men jeg har ikke noget skilt, ingen kan se på mig, at jeg ikke hører til. I stedet for en synlig 'andethed', har min oplevelse været at blive taget for min lighed, næsten uanset hvor jeg er. Da jeg boede i Argentina henvendte fremmede sig kun til mig, selvom min danske kæreste talte lige så godt spansk. I Vietnam har jeg flere gange prøvet at blive omfavnet af fremmede mennesker på gaden i den tro, at jeg var halvt Vietnamesisk, et produkt af krigen måske. I Rom kan jeg ikke gå på gaden uden at en ældre romersk dame spørger om vej. Andetheden er noget usynligt, en oplevelse af at være permanent undercover.

Det hører med til denne mosaik, at de skrivende gæster i huset i New York bestod af en blanding af indere, amerikanere og europæere. Samtalerne kredsede naturligt om vores respektive lande og om mødet mellem kulturer. Det meste af tiden blev horisonterne udvidet, men der var også tidspunkter, hvor kulturelle manchetter blev stødt. Det fik mig til at tænke over, hvor mange vi egentlig sad omkring spisebordet. Hvem repræsenterer jeg, når jeg taler - når jeg glæder eller glædes, når jeg støder eller stødes? 6 millioner danskere? 300 millioner amerikanere? 3 milliarder kvinder? Men jeg føler ikke, at jeg kan tale for alle disse mennesker. Jeg føler mig ikke som 'dansker', eller 'amerikaner' eller 'halv-amerikaner'. Det meste af tiden tænker jeg heller ikke over, at jeg er 'kvinde'. Jeg er ikke engang sikker på, hvad det vil sige, at bruge det ord 'jeg'.

Jeg var omkring 10, jeg var på Mallorca med min mor. Der var en pige, vi legede sammen hele ugen. Jeg viste hende, hvordan man tømte poolbordet for penge. Hvordan man klatrede over et højt hegn. Hvordan man sprang ned og gav fanden i at slå sig. Den sidste dag, da vi skulle rejse, ville min mor have, at jeg tog en ganske bestemt kjole på i lyseblåt bæk-og-bølje. En evig forhandling i min barndom handlede om påklædning. Afklippede shorts og gummisko eller kjole og fine pigesko. Læggede flannelsnederdele. Kilt kunne jeg kun tolerere, hvis det blev uden den store pynte-sikkerhedsnål. Jeg husker, at jeg stod i receptionen til hotellet med den lyseblå kjole, ude af stand til at hilse på pigen. Fornemmelsen af alles øjne. Min mor sagde: Hvorfor vil du ikke hilse? Jeg vidste det ikke, men jeg kunne ingenting sige. Jeg var inderligt flov. Hun kendte mig kun som pigen, der klatrede over hegn, ikke som pigen i den lyseblå kjole.

Da jeg kommer hjem fra opholdet i USA ligger der en mail fra Jørgen Leth. Han er ved at læse min forrige bog, Grumme historier. Han vil gerne forstå, hvad den går ud på, og spørger om det er en slags science fiction eller hvad? Fortællingerne handler om kød og krop, ånd og Gud, menneske og dyr. Der er ingen maskiner, ingen videnskab, intet der foregår i fremtiden. Jeg forstår ingenting: Science fiction? Forvirringen viser sig at ligge i, at jeg har brugt ordet 'jeg' meget frit. Han skriver til mig, at han var blevet desorienteret over identitetsskift og fortællerrolle. Midt i en historie var det gået op for Jørgen Leth, at det ikke var mig, Mathilde Walter Clark, der var fortælleren, men en mand. At jeg sagde 'jeg' som en mand. Den løshed i identiteten. Sådan noget gjorde Blixen jo også, siger han, da vi mødes.

I et interview siger immigranten og forfatteren Nabokov, at det blandt alle hans bøger, var sværest at skrive Lolita. Han kendte ingen 12-årige piger, og han kendte ikke Amerika. Han havde brugt 40 år på at opfinde Rusland og Vesteuropa. I en høj alder måtte han så til at opfinde Amerika. Det gik ud på at samle lokale ingredienser for at give et indtryk af det, han kalder "gennemsnittelig virkelighed". Stedet som en kulisse. Den 12-årige Lolita morede han sig med at brygge i sit eget laboratorium. Om han selv var tilstrækkelig amerikansk til et sådant forehavende, om det var hans business, forsvarer han med, at 30 af hans hans "monumentale og fornøjede" 90 kilo, har han taget på i Amerika. Han er en tredjedel amerikansk, konkluderer han, en tredjedel god amerikansk flæsk holder ham varm og tryg.

Ikke at komme fra et sted betyder: at opfinde et nyt sted hver gang. At fylde et sted med liv. Det falder mig næsten lige så svært eller lige så let at opfinde 'Indien' som 'Jylland'. Et sted bliver noget, man kan kaste af sig, men også noget, der er forbundet med en kolosal melankoli, noget at klamre sig til. Noget dør hver gang, man forlader et sted, en del af én selv, et 'jeg' i en virkelighed med en samling af mennesker på et bestemt tidspunkt, dør. Noget andet genopstår et nyt sted. En fornemmelse af at glide ind og ud af perspektiver. Ikke at være knyttet til et bestemt sæt øjne. Biografiske omstændigheder, at være dansk, at være amerikansk, at være dansk-amerikansk. At bo i København. At være kvinde. At afklæde sig og iklæde sig biografiske tilfældigheder, som man kan iklæde sig og afklæde sig et sted. At sige 'jeg' i mange forskellige byer, i beton og på villaveje, på forskellige kontinenter, forskellige sprog. En ny by. En ny måde at se tingene. When in Rome.