Anmelderiets 11 fejlskud

Af Mathilde Walter Clark
En forkortet version blev bragt i Weekendavisen d. 4. april 2012 under titlen "Anmelderiets 9 fejlskud". Den fulde tekst blev bragt i Spring nr. 33.

Copyright © Weekendavisen og Mathilde Walter Clark 2012. Brug af papirkopier/prints til undervisningsbrug på uddannelsesinstitutioner eller i erhvervsmæssig sammenhæng er kun tilladt efter aftale med Copydan Tekst & Node og inden for aftalens rammer.

Hatten af for den gode anmelder. Den gode anmelder er en god læser, som tilmed er udstyret med det mod, der skal til, for at lægge sin læsning frem i det offentlige rum. Der kræves ikke bare viden, men også personlig investering. Det er jo et menneske, der læser, for pokker, en individualitet. I den henseende er anmeldelsen endnu mere afslørende end litteraturen. Forfatteren kan i det mindste dække sig med fiktionens figenblad, det kan anmelderen ikke. Hvordan reagerer man på temaer, karakterer, æstetiske valg? Værket taler ind i et konkret erfaringsrum. Læsningen siger uundgåeligt noget om læserens karakter. Brist i karakteren forhindrer ikke én i at skrive stor litteratur, men man kan ikke skrive gode anmeldelser uden at have hjertet på rette sted.

Alt dette blot for at sige, at jeg nærer dyb respekt for faget. Gode kritiske læsere betyder noget for mig som almindeligt litteraturinteresseret læser. Og som forfatter har jeg en særlig interesse i, at kritikken er ambitiøs og to-the-point. Anmeldelsen kan være et farligt territorium for en forfatter at begive sig ind på. Men mit udgangspunkt er det samme, som en god anmeldelse: Et oplæg til samtale. Ligesom gode forfattere kan skrive både gode og dårlige bøger, kan gode anmeldere skrive gode og dårlige anmeldelser. Som forfattere læser vi anmeldelser med et dobbelt blik, både som et orienteringredskab, men også med et intimt forhold til litteraturens inderste bestanddele. Vi læser dem konsekvent, vedholdende og på tværs af medier. Bøger er vores verden. Hvordan de modtages - ikke bare vores egne - er alfa og omega for vores eksistens. Ligesom patienten ikke kun er interesseret i, at hans egen operation går godt, men at lægestanden har et generelt højt fagligt niveau, er forfatteren interesseret i, at kritikken som helhed har en høj standart.

Lad os få det på plads: Med ‘en god anmeldelse’, mener man normalt én, der er positivt stemt overfor værket. Sådan bruger jeg ikke begrebet. En anmeldelse kan være både god og negativt stemt. Om en anmeldelse er god afhænger af, om anmelderen har gjort det stykke arbejde, det er at anmelde bogen, dvs. læst den, indskrevet det i sin rette sammenhæng og om muligt udstyret læseren med en nøgle, så han eller hun selv kan åbne værkets gåde. En god anmeldelse er en indvielse. Den er gavmild - overfor læseren. Den er en sober håndsrækning til den litteraturinteresserede, en invitation til at deltage i den kultiverede samtale og drage sine egne konklusioner. Kun når man tager værket alvorligt, kan man på en seriøs og oplyst måde beskæftige sig med de problemer, det måtte have.

Den dårlige anmeldelse har det snydagtige ved sig, at den ud fra en overfladisk betragning ligner en rigtig anmeldelse. Der tales om værket, der citeres, tommelfingeren vendes op eller ned. Men en dårlig anmeldelse er alligevel ikke rigtig anmeldelse. Den har nogle bestemte stiltræk, der går igen - alle har set eksempler på i de senere år. Here goes.

1. Smasken
Smag er den gode anmeldelse uvedkommende, smasken er udtryk for direkte dårlige manerer. Smag er dét, det er: smag. Din og min er sjældent den samme. Er vi er interesserede i smag, kan vi læse opdateringer på Facebook. ‘Like’? ‘Like!’. Uhyggeligt mange anmeldelser slutter af med et lille godt råd til forfatteren, et ønske for deres næste bog. ‘Den form, forfatteren har valgt, inviterer ikke mig ind i det fiktive univers, sådan som forfatteren formåede det i sine tidligere bøger. Desværre.’ Jeg tager kaffen med sukker, tak. Det burde forfatteren da have vidst.
Som Jorge Luis Borges har sagt: ‘At dadle og at lovprise er to sentimentale operationer, der intet har med kritik at skaffe.’ Det er selvfølgelig i orden at sige noget om, hvorvidt værket overordnet set er vellykket eller ej. Men det må ske på baggrund af sober analyse, og ikke ud fra præmisser, der vedrører anmelderens smagsløg i det øjeblik, hvor værket tilfældigvis rammer dem.

2. Hån
Det burde give sig selv, at man ikke skal begive sig afsted med at anmelde værker af forfattere, man grundlæggende ikke respekterer. Men det gør det desværre ikke. Det er klart, at personlige data kan inddrages i anmeldelsen - når det er relevant. Men i den dårlige anmeldelse kommer kultiveringen af et personligt had til at overskygge kritikken. Anmelderen håner værket og tager derefter skridtet videre og håner forfatteren. Forfatterens øvrige karriere, livsstil, påklæding, udseende etc - bliver brugt til at så tvivl om værkets kvalitet. I denne avis har vi fx fået at vide af Lars Bukdahl, at Kristian Ditlev Jensen er en ‘Ud&Se-korrespondent’, ‘en stor gennemsigtig badebold’ og at Josefine Klougart (under overskriften ‘Bambi-style’) ‘har en ‘blond og blåøjet gazelle-fremtoning’ ? Hvad skal vi som læsere bruge disse oplysninger til, hvad betyder det for deres værker? H.C. Andersens næse var ganske vist stor, men det gør ikke hans værker mindre.

Hånens sprog hører blogosfæren til, men også seriøse aviser lægger spalteplads til den. Hvorfor? Måske fordi det er sjovt. Underholdning sælger aviser. Det sælger også anmelderens person, genkendelse, foredrag. Men hey - det er ikke rigtig sjovt. Det er faktisk lige så lidt sjovt, som når Fox News dækker liberal politik. Og det har lige så lidt med kærlighed til god litteratur at gøre, som Fox’ nyhedsdækning har med kærlighed til god politik at gøre. Den hånende anmeldelse er litteraturen og anmelderkunsten uværdig.

3. Lektor Blomme.
Lektor Blomme-anmelderen klemmer næstebrillen fast og bruger den sparsomme spalteplads på at sige: ‘Jeg fandt en fejl på side 414.’ Denne typer anmeldelser viser en grundlæggende misforståelse af anmelderens opgave. Hvilket bringer os hen til overvejelser om, hvem anmeldelsen egentlig er skrevet for. Til et jubilæums-arrangement for Den Blå Port, blev Informations Erik Skyum-Nielsen stillet netop dette spørgsmål. Han svarede ærligt: 1) til en fyr, der hedder Arne, 2) til kollegerne på universitetet og 3) til forfatterne. Han fortalte også, at Arne desværre er død.

Arnes død må være litteraturformidlingens svar på ‘Gud er død’. For Lektor Blomme-anmelderen er forfatteren selv den primære modtager. Eller om ikke andet en offentlighed, der finder det interessant at være vidne til, at en forfatter bliver kaldt op til katederet for at få smæk over fingrene med en lineal af én, der er klogere. Lektor Blomme er læreren, der retter stil. Umage, tak! Selvom hele forestillingen virker gammeldags og maltbolsche-agtig, findes der en oppe-i-tiden præmis om, at det er sjovt at se nogen få smæk. Men hvis man interesserer sig for litteratur, får man som læser ikke noget ud af den type anmeldelse. Og den har den vel nok utilsigtede effekt, at den peger tilbage anmelderen og sætter hans selvforståelse i et komisk lys. Jeg har fx aldrig set en filmanmeldelse af Bo Green Jensen, hvori han siger, at han fik øje på boomstangen. Den gode anmelder hengiver sig såvidt muligt til værkets illusionsmaskineri.

4. Paroler, diktummer, dogmer og litterære love
For nylig havde Niels Frank et indlæg i Information, hvor han kom med 6 ‘bud’ på, hvad litteratuens mulige rolle og opgave er i ‘systemskiftets årti’. Til det svarede Torben Brostrøm, at begrebet ‘bud’ slet ikke var anvendeligt, da man ikke kan tale kunstneriske temperamenter til rette eller redirigere deres skrift. Det giver ingen mening at opstille regler for ‘god litteratur’. Kunst kender ikke til regler.
Forfattere kan operere med ‘bud’ - for sig selv. Men den gode anmelder kan ikke operere med et regelsæt uden at gøre sig selv til et af disse mennesker med en ‘sag’, mennesker der bruger enhver given lejlighed til trække en tyk, fanebladsinddelt mappe frem. Anmelderen hader i udgangspunktet realisme/magisk realisme/kortprosa/alvidende fortællere/værker om skrivekriser/fluefiskeri/skrevet af mænd/kvinder/kendte, og anmelderen bruger værket som en anledning til endnu en gang at pege i sin fanebladsinddelte mappe og sige: se! Se, hvorfor man ikke skal skrive realisme/magisk realisme/kortprosa!

Anmelderen ser sig selv som dén, der kan give grønt lys for at skrive om særlige emner, i særlige genrer og med særlige virkemidler. Jeg har set anmeldelser, der decideret bruger begrebet ‘at udstede licens til’. Anmeldelsen går med at drive missionsvirksomhed og værket indgår som et eksempel i ‘sagen’. Litteraturinteresserede bliver måske nok klogere på anmelderens præferencer, men ikke på værket, og må i tilgift føle sig som en idiot, hvis han eller hun er interesseret i realisme/magisk realisme/kortprosa etc.

5. Brug af begreberne ‘bred’ og ‘smal’
Det er ikke kun anmeldere, men også forfatterne selv, forlæggere og læsere, der bruger begreberne ‘bred’ og ‘smal’ til at forholde sig til litteratur. Det er så vidt jeg ved et unikt dansk fænomen. Men hvad menes der egentlig med ‘bred’ og ‘smal’ litteratur? Spørger man forskellige, får man forskellige svar. Eksperimenterende litteratur vs. mainstream. Bøger der sælger vs. bøger der ikke sælger. Tykke vs. tynde bøger. Krimier vs. lyrik. Sprog vs. handling. Bøger af kendte forfattere vs. bøger af ukendte. Men i ‘bred’ og ‘smal’ ligger også en skjult trussel. Det ‘smalle’ er særligt sart og må beskyttes mod det ‘brede’. I ‘bred’ ligger der en kvalitetsmæssig nedvurdering, som der langtfra altid er belæg for. Bredde er ensbetydende med dårlig kvalitet. Men også i ‘smal’ findes en nedvurdering, nemlig af værkets salgsmæssige potentiale. God litteratur bliver ikke skrevet med henblik på at sælge. Men den bliver heller ikke skrevet med henblik på ikke at sælge.

‘Bred’ og ’smal’ opstiller fløje i litteraturen, som reelt ikke eksisterer. Der findes nok modsætningforhold i litteraturens kredsløb, men de er mere komplicerede end som så, og ‘bred’ og ‘smal’ er lammende upræcise. Den litterære virkelighed går på tværs.

Også selvom begreberne ikke siges højt, er de i Danmark klæbende tilstede i vores måde at anskue litteraturen på - ja, hele kulturen på. Fornemmelsen af ‘bred’ smitter af på vores opfattelse af den kunstneriske seriøsitet. Indenfor litteraturens verden er det især den stort anlagte episke roman og den drømmende, fabulerende litteratur, der bliver tabt på gulvet.

6. Irrelevante sammenligninger
Helle Helle er suverænt den danske forfatter, som der sammenlignes mest med i danske anmeldelser for tiden. Hun er gået hen og blevet meteren i Paris for dansk litteratur, det er hendes minimalistiske stil, som alt nyt skal holdes op imod for at se, om det holder.

Helle Helle er en sikker hest at jage ind i manegen. Hun er den vel nok mest acccepterede forfatter i kritiker-miljøet, og samtidig er hun én af Danmarks mest sælgende. Anmelderen risikerer altså ikke at støde nogen læsere fra sig ved at sige, at den anmeldte forfatter skulle skrive mere som Helle Helle end som sig selv. Ville anmelderen virkelig ønske, at den pågældende forfatter skrev som Helle Helle? Kan vi ikke både være glade for, at Helle Helle skriver som Helle Helle - og samtidig glæde os over, at andre skriver på andre måder?

Sommetider giver det selvfølgelig mening at holde to forfatterskaber op mod hinanden. Men ofte bruges sammenligningen meningsløst til at affeje værker, der med fuldt overlæg benytter sig af helt andre fortællestrategier. Eller sammenligningen bruges til at affeje forfattere, der skriver om samme emner. Men forfattere har vel ikke patent på emner, bare fordi de har behandlet dem dygtigt? Fordi Klaus Rifbjerg engang har skrevet en god bog om at være ung, skal det vel ikke afholde andre fra at gøre det samme - vel at mærke på en anden måde?
Der udkommer i disse år medgivet mange værker, som har fællestræk med Helle Helles, hvor der måske kunne komme noget godt ud af sammenligningen. Det kunne fx være frugtbart at sammenligne Josefine Klougarts og Helle Helles seneste bøger siden de nu skriver den (næsten) samme historie med henholdsvis introspektive og ekstrospektive virkemidler. Men i Børsen klager Jonas Hindsholm Bentzen over Klougarts ‘overlæssede’ stil og opfordrer hende til at lade sig inspirere mere af Helle Helle end af Virginia Woolf. Meteren i Paris. Udover at afsløre en præference for det minimalistiske, som ikke har noget med Klougart og hendes bog at gøre, viser han en manglende modtagelighed for, at det netop er det Woolfske, der adskiller Klougart fra Helle. Anmeldelsen kommer til at stå som endnu et eksempel på det mærkelige fænomen, at danske anmeldere tilsyneladende foretrækker det ‘mindre’ fremfor det ‘mere’.

7. Illoyal brug af citater
Det er god anmelderskik at citere fra værket. Citatet skal lyse som en lygte ind i værket. Men i den dårlige anmeldelse citereres der illoyalt. Citatatet lyser et helt andet værk op, gerne ét anmelderen ikke kan lide. Det bruges omvendt, som en dokumention for dommen og ikke som en illustration af værket. Berlingskes anmelder, Jeppe Krogsgaard Christensen hiver i sin fem linjer lange anmeldelse en dårligtklingende replik ud af Kim Blæsbjergs 525 sider lange Pyramiden, og fastslår, at ‘den siger en hel del om romanen’. At citatet faktisk ikke siger en hel del om romanen, finder man kun ud af, hvis man læser hele værket. Men det gør man nok ikke, når man har læst anmeldelsen.

8. Tågetale og kliché
Dårlige anmeldelser har ligesom dårlig litteratur sine klicheer, nogle af dem direkte uforståelige. Hvad er ‘fejende flot’ litteratur? Og måske især: ‘muskuløs prosa’? Det eneste sikre ved ‘muskuløs prosa’, jeg har kunnet finde frem til, er, at den altid er skrevet af en mand - og at det altid er en mandlig anmelder, der synes prosaen er ‘muskuløs’. Det er åbenbart noget mande-noget. Men hvad vil det sige? Ville anmelderen fx kunne identificere den ‘muskuløse prosa’ i en blindtest? Hvad er det modsatte? Slap prosa?

9. Den litterære folkestemning
Anmeldelsen mimer den litterære folkestemning. Bøger af x er som udgangspunkt ‘god smag’, bøger af y er ‘dårlig smag’. Ligesådan med bestemte genrer og stiltræk. Og her taler vi hos anmelderne, og altså ikke nødvendigvis hos læserne. Det er jo ikke dem, som anmelderne skal se i øjnene inde i Kritikerlauget. Ligesom forfattere er anmeldere en del af deres miljø. Som i alle miljøer er det vigtigt, at markere og signalere holdninger, som sikrer én en vis position i den kollegiale sammenhæng. Hvis ens holdninger stikker voldsomt ud, risikerer man at blive isoleret. Og man må erkende, at der simpelthen bare er de forfattere, som der hersker et så stort ståhej omkring, at anmelderne ved, deres kolleger læser med. Det skaber et dobbelt pres, som alt andet lige må være (som det hedder på nudansk:) udfordrende.

Efter nogle ugers nedsabling af Peter Høegs Den stille pige i anmelderspalterne, skrev Berlingskes kulturredaktør, at bogen ‘mere og mere’ lignede et kampskrift for Vækstcenteret. Men hvordan kan en bog ‘mere og mere’ ligne noget som helst? Teksten ligger jo fast. Hvad kulturredaktøren mente, var vel snarere, at han var ‘mere og mere’ påvirket af ståhejet omkring Den stille pige?

Omvendt er der forfatterskaber, som er så kanoniserede, at anmelderne næsten ikke ved, hvad de skal stille op med sig selv, når de skal anmelde deres bøger. Da Christina Hesselholdts Camilla - og resten af selskabet udkom, skrev Politikens Lise Garsdal under overskriften ‘Christina Hesselholdt skriver anmelderne i knæ’, at ‘man’ frygter at ‘skrive en anmeldelse af Christina Hesselholdt, som man ville frygte en sædefødsel.’ Hun fortsatte: ‘Selv erfarne anmeldere slår sindrige knuder på sig selv og syntaksen, når et stykke Hesselholdt-prosa er i sigte, man bakker og bukker sig panderynkende gennem udredningen, så ingen kan være i tvivl om, at her er de store ambitioner i sving - på begge sider af værket’. Så er skoene da også stillet på måtten udenfor.

10. Værket skimmes
Jeg kender ingen forfattere, der ikke har fået anmeldelser, hvor anmelderen allerhøjst kan have skimmet værket. Dette er kun noget, som forfatteren og forlaget ved. Det sker ikke kun hos perifære provinsavis-anmeldere med alt for lidt spalteplads til rådighed, men også hos prominente og centralt placerede anmeldere, som måske føler, at de i kraft af deres navn er urørlige. Og det er de på sin vis også. Forlagene gør som udgangspunkt intet, og forfatteren sættes dermed i en fortvivlende situation, hvor den eneste måde at rette op på misæren er et skrive et læserbrev til avisen - verdens vel nok pinligste genre. Det afstår de fleste forfattere klogeligt fra, og den dovne, fejlagtige anmeldelse ender med at stå.

Men: hvorfor nøjes med at skimme? Hvorfor læser anmelderen ikke bare bogen? Det kan have noget med anmelderens - i nordisk sammenhæng - usædvanligt lave lønninger. I et indlæg på Promenaden, oplyser Mai Misfeldt, at en anmeldelse i Danmark honoreres med 1500 DKR, mens de i Norge honoreres med 2500-3000 NKR og i Sverige med 2100-3500 SKR. Honoraret inkluderer læsning af bogen, tykke som tynde, svære som lette. Er bogen tyk, er man en langsom eller grundig læser er det bare ærgerligt. Hvis man bruger alt for mange timer på det, ender man nærmest med at skylde. Nogenlunde ligesom at skrive bøger, i øvrigt. Måske med den forskel, at det er en anelse mere utaknemmeligt at anmelde dem. Men hvis ikke det foregår på en ordentlig måde - og det gør det nogle gange ikke - er det næsten bedre helt at lade være.

11. ‘Less is more’
Som nogenlunde fast og interesseret læser af anmeldelser igennem de senere år, har jeg bemærket et mærkeligt fænomen: Danske anmelderne foretrækker tilsyneladende minimalistisk litteratur. Jeg har gjort mere ud af dette i seneste numer af Kritik (#203). I anmeldelser af nye danske bøger, der ikke benytter sig af minimalistiske virkemidler, støder man ofte på sætninger som disse: ‘det skader absolut ikke at beherske antydningens fine kunst’, ‘den er lang, overordentlig lang’, ‘alt for mange ting på én gang.’ ‘Less is more’, ‘et skrummel af en roman’, ‘mursten’, ‘betonklods’, ‘overlæsset’, ‘Helle Helle har vist os, hvorledes ‘mindre’ sagtens kan være ‘mere’, ‘lige lovlig langstrakt’, ‘udmattende sag’, ‘overdimensionerede noveller’, ‘tyk roman’, ‘man mases af historier’, ‘det havde stået skarpere i en lidt mere minimalistisk opsætning’ osv osv. Prosa er i dansk sammenhæng tæt på slet og ret at være ensbetydende med at være minimalistisk prosa. Andre former risikerer at blive betragtet som mislykket minimalisme.

Maksimalister - altså dem som har stiltræk i retning af ‘less is less and more is more’- tykke bøger, lange sætninger, mange historier, encyklepædiske, essayistiske bøger og dem, som bruger deres fantasi, deres galskab til at hente billeder, symboler, allegorier op af det kollektive brønddyb (sådan som H.C.Andersen og Blixen gjorde), har sværere ved at blive læst i rette sammenhæng. Og forfattere med disse stiltræk opfattes så vidt jeg har læst mig frem til ikke som beslægtede, men står hovsa-agtigt tilbage som enkeltstående begivenheder.

Hvad det skyldes, skal jeg ikke kunne sige. Det er - igen - ikke sådan, man ser på literatur i andre lande, ikke engang i de andre nordiske lande. Det er underligt. Vi lever jo i en såkaldt globaliseret verden. Vi læser da udenlandsk litteratur?

Måske er det fordi minimalistiske bøger ofte er tyndere og anmelderhonorarerne herhjemme som nævnt er små. Hvis jeg skulle anmelde for 1500 kr, ville jeg synes, de fleste værker var for lange. Det kan også skyldes, at vi siden 90’erne har fået en række minimalister, der er så dygtige, at det kan være svært at forestille sig, at litteratur, der gør brug af andre virkemidler, kan være vellykket. Måske er det sådan, at anmelderkorpset i disse år ved et rent tilfælde er udgjort af folk, som simpelthen bare foretrækker udeladelsen fremfor tilføjelsen, punktet fremfor linjen. Who knows.

Om denne opdeling i litteraturformidlingen, ligefrem er med til at skævvride dansk litteratur, skal jeg heller ikke gøre mig klog på. Jeg ved ikke, hvad det betyder for en ung forfatter at vokse op i et land, hvor der findes en så iøjenfaldende overvægt af litterære strategier baseret på mådehold. Hvad betyder det for den minimalistiske litteratur, at dens repræsentanter nævnes i flæng, at der i anmeldelser trækkes tråde imellem dem, mens der for den fortællende litteratur sjældent trækkes sådanne tråde (hverken de hjemlige imellem eller til deres udenlandske artsfæller), at der ikke findes samme fornemmelse af en gruppe og af en bevidst brug af virkemidler i forhold til en tradition?

Der er i hvert fald ingen tvivl om, at er man en kunstnerisk ambitiøs forfatter som lever i Danmark i disse år, gør man klogest i at skrive minimalistisk litteratur. Det øger ens chancer for at blive læst i samtlige betydninger af ordet, og det øger ens chancer for at blive anerkendt i - og vel også udenfor - miljøet, indstillet til de kunstnerisk interessante priser, få legater osv. Man kan selvfølgelig ikke gøre oprør mod litterære modestrømninger. Der vil altid være en litteratur, som er mere oppe i tiden end andre. Det er bare underligt, at netop den litteratur, som regnes for bagudskuende og ude af trit med tiden herhjemme, samtidig er den, der - i hvert fald i den angelsaksiske del af verden - hører til den mest dagsordensættende og prisindstillede kategori. Ikke alle historier egner sig til at blive fortalt minimalistisk. Nogle gange kan more bare ikke formidles med less.

Hvis man er i tvivl om, om det nu også kan have sin rigtighed, at anmelderne foretrækker minimlistisk litteratur, så kan man forvisse sig ved at gå ind og kigge på listen over, hvilke typer værker, der har fået Kritikerprisen i de sidste ti år. Og man kan supplere med listen over de værker, der bliver indstillet til Nordisk Råds Litteraturpris. Alle er værker som utvivlsomt fortjener indstillingen. Men mangelen på episk og fabulerende litteratur springer i øjnene. Ikke mindst når man sammenligner med de øvrige nordiske lande, hvor denne type litteratur er godt repræsenteret - og forresten også ofte har vundet prisen. I år har Sverige indstillet et værk, Lacrimosa, der handler om et barn, der vokser op i en stald, som både dyr og menneske, mand og kvinde. Det er svært at se for sig, at værker af den type ville blive indstillet i Danmark.

Denne prioritering er med til at gøre litteraturen lokal og ensartet. Der findes selvfølgelig anmeldere, som kæmper en brav kamp for både og, og som har et godt blik for litteraturens fulde spektrum - og hurra for dem! Men som elsker af al slags litteratur kunne jeg godt ønske mig lidt flere gode årvågne, skarpe, kritiske, velinformerede og modtagelige repræsentanter for spektrum, anmeldere som brænder lige så meget for at sætte den fortællende litteratur og den eksperimenterende maksimalisme ind i sin relevante ramme og trække linjerne op mellem prikkerne, sådan som det bliver gjort så overbevisende for den minimalistiske litteratur. Anmeldere, der ikke anmelder et ‘more is more’-værk ved at svare: ‘less is more!’. Al seriøs litteratur næres af dialogtråde, af samtaletråde, og det står i disse år sløjt til med iltforsyningen til den del af den litterære fiktion, som er præget af meget-hed fremfor lidt-hed.

Nogle vil sikkert mene, at ikke alle værker fortjener en god anmeldelse i den betydning, jeg lægger i det her: faglig og præcis. Der findes de værker, som simpelthen ligger under niveauet for seriøs behandling, værker som det er umuligt at respektere selv med den bedste vilje og den meste sympatiske indstilling overfor litteraturen i vid forstand. Og hvorfor så bruge spalteplads på den?

Det er ofte ikke anmelderen selv, der vælger, hvilke værker, de skal anmelde, men redaktøren. I sidste instans falder den dårlige anmeldelse derfor tilbage på ham eller hende. Hvorfor give en bestemt type værker til en amelder, der viser sig ikke at være rustet til at læse dem, og som derfor igen og igen forfalder til ovennævnte stiltræk? Hver gang redaktøren ser en smaskende, hånende, sjusket eller illoyal anmeldelse i sin avis, bør han eller hun ransige sin sjæl og stille sig selv dette spørgsmål: Hvilket formål tjenes?

Dette være ment som oplæg til samtale om litteraturen og dens vækstbetingelser. For anmeldere og forfattere må vel være interesseret i det samme: God litteratur. En sådan kræver både talentfulde forfattere og skarpe, årvågne, præcise kritikere.